Regnbuebarn – Marta Zakrzewskas historie

Efter stormen kom regnbuen... og for enden af den stod en ægte guldkrukke – en sand skat :) Vi er så taknemmelige for, at regnbuemoren Marta Zakrzewska deler denne svære historie med os og jer, og at hun har lagt disse glade billeder ved. Det er en stor ære for os, at vores vikle RAINBOW BABY er en del af historien.

Stilhed er aldrig godt (nu hvor jeg er mor, ved jeg, at stilhed altid betyder ballade), og når det er lægen, der tier, betyder det et mareridt. Det var de værste sekunder i mit liv, og så hørte jeg: ”Desværre, hjertet slår ikke.” Det var en fredag.

Hvad der skete bagefter ... jeg kan ærligt talt ikke huske det. Jeg faldt ned i en afgrund, en tomhed ... Tiden gik, og jeg ventede på kontrollen om mandagen, hvor diagnosen skulle bekræftes på hospitalet.

”Du er ung. Du har stadig tid til at få børn,” sagde lægen lemfældigt.

Så endnu en afgrund. Tirsdag den 19. december 2006. Jeg kan ikke huske noget. Narkose. En forfærdelig tomhed bagefter. Det var den værste jul i hele mit liv. Jeg – pigen, der altid havde elsket julen – hadede den det år. Og i mange år efter, viste det sig.

I maj 2010 viste testen to streger for anden gang. Glæde blandet med frygt blev hurtigt til ren frygt – scenariet gentog sig. Pletblødninger, ordineret sengeleje, medicin ... Ingen hjerteslag.

To uger efter min abort fødte en veninde en pige, og jeg gik i tusind stykker. Det eneste, jeg kunne, var at græde.

Ifølge reglerne stilles diagnosen gentagne aborter først efter den tredje abort. Først da bestilles der undersøgelser, først da leder lægerne efter årsagen. To aborter er bare et tilfælde, en uheldig statistisk serie ...

Jeg vidste, at noget var galt. Det var ikke et tilfælde. Fertilitetsklinik. Professor. Tusindvis af prøver, vi selv betalte. Masser af penge. Diagnosen: en genetisk defekt. Dødelig i 50 % af tilfældene. Lægerne anbefaler præimplantationsdiagnostik. Vi prøver. Igen masser af penge, så meget medicin, hundredvis af indsprøjtninger, dusinvis af konsultationer. To år. Ingenting.

2013. Jeg var så vred på hele verden. Jeg besluttede, at vi skulle prøve igen, denne gang uden læger, bare sådan. Efter to måneder: to streger. Jeg sygemelder mig ikke, det giver jo ingen mening. Jeg arbejder for ikke at tænke. Og så kommer andet trimester! Sikke en glæde! Ved nakkefoldsscanningen i slutningen af første trimester er alle resultater normale, ingen misdannelser, intet dårligt. Jeg mærker forsigtige bevægelser. Jeg kan ikke tro det!

En mandag kommer jeg hjem fra arbejde og har ondt i maven. Det er anderledes. Noget er galt. Jeg ringer til lægen. ”Kom med det samme.” Under undersøgelsen igen et øjebliks stilhed. Jeg ryster over hele kroppen. Så går lægen i panik. Hjerteslagene er svage, den lille er lille. En akut henvisning til hospitalet. Imens et opkald til akutmodtagelsen om, at vi er på vej.

På hospitalet igen en læge, der skræmmer mig. Han laver ingen scanning – den skal laves på afdelingen. Jeg vil udskrive mig selv, tage til et andet hospital, få en scanning med det samme. Han skræmmer mig. Jeg bliver lagt ind på afdelingen. Jeg ryster. Jordemoderen kommer med beroligende medicin. Ingen scanning. Jeg falder i søvn af medicinen.

Om morgenen stuegang. Overlægen. En helt almindelig overlæge, der råber, truer og vil vide, om vi skal have lavet fostervandsprøve i dag. Jeg siger, at jeg vil have en scanning, at jeg vil vide, om den lille lever. Han råber.

Efter tre timer laver en reservelæge scanningen. Hun skælder ud, fordi jeg ryster og gør det svært at undersøge mig. Ingen hjerteslag. Jeg løber ud af lokalet. Jeg skal tage den medicin, der sætter veerne i gang. Jeg nægter. Jeg venter på, at en anden læge laver en scanning.

Det bliver aften. Lægen kommer. ”Undskyld.” Jeg bliver overrasket. Undskylder han over for mig? Ja, han beklager, at vi måtte vente så længe. Han inviterer mig og min mand ind til scanning. Han forklarer og viser. Ingen hjerteslag. ”Jeg er virkelig ked af det.” Han forklarer, hvad vi kan gøre nu, hvilken medicin jeg skal tage, og hvad der sker bagefter.

Vi bestiller en genetisk test. Vi betaler. Jeg får medicinen. Og igen. Og igen. Vores søn bliver født. Vi får en attest om dødfødsel og bliver udskrevet. Vi venter på resultaterne. Begravelsen. Et besøg hos genetikeren. En fejl i undersøgelsen. Vi kender stadig ikke årsagen. Jeg kan ikke tro det. Efter to måneder vender jeg tilbage til arbejdet. Livet går ligesom ved siden af mig.

Jeg opsøger lægen, der sagde ”Undskyld”, og siger, at jeg vil have, at han skal være min læge. Han tager sig af mig, sender mig til undersøgelser, leder efter årsagen, bagatelliserer intet, henviser mig til læger fra andre specialer og har mistanke om koagulationsproblemer. Resultaterne bekræfter intet, hæmatologen udsteder ingen erklæring om, at jeg skal have medicin, men immunologen og gynækologen insisterer.

I foråret 2014 er jeg gravid igen og tager medicinen. Andet trimester! Vi er på vagt. Kontroller hver uge. Medicin. Masser af medicin. Fostervandsprøve. Vi venter på resultatet. Prøven skal tages om, frygt, men vi er allerede i uge 16. Vi venter på resultatet. Uge 18. Halvvejs. Alt er i orden. Det er en rask dreng. Resultatet af fostervandsprøven kommer, nu er vi sikre: en rask dreng. Endnu en scanning. Unormalt blodflow. Vi øger dosis. Vi venter på uge 24, for så har barnet en god chance for at overleve. Så uge 27. Graviditetsdiabetes. Mere stress. Så uge 32. Der er vi. Vi kan ånde lettet op. I uge 34 stiger hjertefrekvensen voldsomt. Hospitalet. Denne gang laver de straks CTG. De holder øje. Alt er fint. Vi tager hjem med forsigtig optimisme. Scanning og CTG hver uge. Vi klarede det! 37 uger – en fuldbåren graviditet. I uge 39 henvisning til afdelingen for risikograviditeter. For en sikkerheds skyld. Blodsukkeret falder, lægerne er bekymrede for moderkagens funktion. Fødslen sættes i gang. Oxytocin. 12 timers veer. Helt åben, men den unge mand vil ikke ned i fødselskanalen. Efter yderligere to timer beslutningen om kejsersnit. 25 minutter over midnat, præcis til tiden, bliver vores mirakel født – et ægte mirakel, en regnbue efter stormen.
I dag er dette mirakel 6 år (næsten – om to uger), og i maven hopper og sparker endnu en vidunderlig regnbuedreng. Nu venter vi på januar! Er jeg bange? Meget bange. Jeg venter på januar og ville helst falde i søvn og først vågne en smuk januardag. Hver dag krydser jeg af i kalenderen som en vinder. Langsomt tillader jeg mig selv at føle mere glæde end frygt.