Efter stormen kommer regnbuen...

Eventyr slutter med ordene ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Nogle når frem til ”lykkeligt til deres dages ende” så ubesværet, at andre knap kan forstå det, og andre ... Andre må besejre 10 drager og et hundredhovedet uhyre, klatre over klippefyldte bjerge, gå gennem ufremkommelige skove og give alt, hvad de har, for at nå dertil. Til dem vil vi gerne dedikere viklen RAINBOW BABY – de kæmpende forældre, børnene, de har ventet længere på end nogen anden, og børnene, de mistede undervejs.

Med projektet RAINBOW BABY vil vi vise, at vi tænker på jer, der har kæmpet for at nå den lykkelige slutning og alligevel tror på, at lykkelige slutninger findes. Den 15. oktober, mindedagen for børn, der døde under graviditeten eller som spæde, er et godt tidspunkt til at se sig omkring og tænke over, hvilken rolle man selv spiller i dette eventyr. Måske har du flere kræfter end andre og kan hjælpe med at besejre dragen? Måske har du tid og mod til at lytte til nogen? Hvis du vil have viklen Rainbow Baby til dig selv eller give den til en anden, finder du den her

Med denne REGNBUE deler vi ti historier om, hvordan stormen blev til en regnbue <3 Historier med kærlige billeder, som forældrene har taget til os. Vi er uendeligt taknemmelige over for disse fantastiske kvinder, der valgte at lukke os ind og dele deres svære historier. De heler dem, der læser dem, og da det at tale er terapi, heler de forhåbentlig også jer, kære mødre <3

Vi deler disse ægte billeder af regnbuemødre (og en far) med deres regnbuebørn. Efter stormen kom regnbuen ...

Den smukke vikle RAINBOW BABY finder du her: https://bit.ly/3lSadwX

Aleksandra Czajka-Sołek

Det var efterår, et smukt polsk efterår. Hun var dengang over 2 år, og vi kunne begynde at tænke på et barn til. Hun var et mirakel, for egentlig skulle vi ikke kunne få børn. Denne gang planlagde vi det, og det lykkedes ... to streger. Jeg fortalte det ikke til nogen, jeg ville være sikker og have resultatet bekræftet af lægen. Konsultationen: det er for tidligt, selvom blodprøven bekræfter det, jeg skal komme igen om 2 uger. Jeg har feltarbejde til slutningen af november, for hvordan skulle jeg kunne sige, at jeg ikke kan tage af sted ... Desværre slår vejret om. Forkølelse, feber, svaghed – kun 3 dage tilbage af feltarbejdet. Fra torsdag pletblødninger, fredag direkte fra arbejde til lægen ... Det var verdens værste konsultation. Jeg sagde ikke noget til nogen, aftalen stod ikke i nogen kalender. Så 2 uger derhjemme med influenza. Det var forbi. 13 måneder senere blev min anden datter født. Vi klarede det, med vandafgang, problemer og et handicap – men hun er her! Hun er vidunderlig ... og først da, efter et år, fortalte jeg det til min mand, og ingen andre ...

Aleksandra Pawlisiak

Vores historie begynder som mange andres: kærlighed, ægteskab og at få et barn, der ville fuldende vores lille verden virkede helt naturligt. Men naturen spiller os ofte et puds...
Et par måneder efter, at jeg havde taget beslutningen om barnet, følte jeg, at det endelig lykkedes! Fuld af følelser tog jeg en graviditetstest, og jeg var lamslået - den var negativ. Jeg kunne ikke tro det. Jeg prøvede at kontrollere mig selv, at tale mig selv til fornuft, men min intuition lod mig ikke være i fred. Jeg følte, at jeg var gravid! Jeg tog blodprøver, resultaterne var klare: Jeg havde ret! Jeg købte straks nogle vidunderlige bittesmå sko, tegnede et stort hjerte omkring testresultatet med en rød tusch og gav det til min mand. Vi var så glade! Desværre dukkede de første foruroligende symptomer op samme dag. Jeg tog til lægen, han sagde, at graviditeten var meget tidlig, og at vi måtte vente. Så vi ventede fulde af angst og håb, men ved de næste besøg vendte vores glæde tilbage: fosteret voksede, omend langsomt, og da lægen endelig viste os et bankende hjerte på skærmen, åndede vi lettet op. Vi troede, at fra det øjeblik ville alt være fint. Desværre viste det sig ved næste besøg, at vores baby ikke var vokset nok, og hjertet slog ikke, som det skulle. Det var den 23. december. Lægen sagde, at vi skulle bevare håbet, for 'det er jul, og i julen kan selv mirakler ske'. Desværre ikke i vores tilfælde... 27. december - det var vores at være eller ikke være... Et ubevægeligt billede på en ultralydsskærm... Vores julemirakel skete ikke - vores lilles hjerte holdt op med at slå. Den ledende læge kom til mig på hospitalet. Efter en kort samtale sagde han 'du skal være stærk... Husk: du er som et bæltedyr og intet vil rykke dig'. Efter at have forladt hospitalet tog jeg til tatovørstudiet. Den første ledige tid. Bæltedyret er med mig for evigt.
Næsten et år senere tog jeg en graviditetstest igen.
Det første besøg lige før jul og igen det samme: graviditeten er tidlig, du skal vente. 27.12 sad vi igen i det samme venteværelse og oplevede en forfærdelig déjà vu - vi ventede på at være eller ikke være. Denne gang var billedet af ultralyden ikke ubevægeligt: hjertet flimrede jævnt og stærkt på skærmen. I dag er vores regnbuedatter over 2 år gammel, og hver dag udfordrer hun os for to :)

Hedwych Veeman

Jeg har altid ønsket mig fem børn. Som alenemor til tre børn valgte jeg at få endnu en baby uden en partner ved min side. Til WEAR (et babywearing-arrangement i USA) i starten af marts fik jeg en positiv test, og selvom jeg vidste, at det var tidligt, købte jeg de første ting til babyen. Jeg kunne ikke modstå alle babytingene på messen.
Et par uger senere passede ultralydsbilledet ved kontrollen ikke til, hvor langt henne jeg burde være. Gynækologen prøvede at være opmuntrende og bad mig komme igen to uger senere for at se, om der var vækst. Det var der desværre ikke.
I håb om at kroppen selv ville klare det, fik jeg mere tid, før vi talte om andre muligheder. Ugerne gik, men intet skete. Det var en forfærdelig følelse at se sin krop forandre sig (maven og brysterne troede tydeligvis stadig, at jeg var gravid … jeg så virkelig gravid ud), samtidig med at man ved, at der ikke er noget liv indeni.
Lige før Celines fødselsdag besluttede gynækologen, at det havde varet for længe. ”Missed abortion” kalder man det. Jeg skulle have en udskrabning, hvor jeg mistede en del blod, men efter et par svage dage var jeg på benene igen.
Det sværeste ved det hele var at gå igennem det alene, uden en partner.
Alligevel holdt det mig ikke tilbage fra at prøve igen efter et par måneder.
Felice, mit regnbuebarn, blev født præcis et år efter indgrebet (ikke på dagen, men i samme uge).
Der vil altid være øjeblikke, hvor man tænker på den, der mangler, men Felice opvejer mange tårer med sit skønne smil.
Jeg føler mig meget velsignet med fire raske børn og ønsker for andre (kommende) forældre, at de også får regnbuen at se efter stormen.

Anna Rożek

Kort før fødslen havnede jeg på hospitalet, risikoen for at miste barnet omkring fødslen var reel, jeg mærkede ingen bevægelser, og panikken vendte tilbage i vores hjerter ... En hurtig scanning viste, at alt var i orden, men babyens bevægelser blev stadig overvåget. En uge senere, efter en svær fødsel, kom Martynka til verden, den bedste julegave, vi kunne få.
Min drøm gik i opfyldelse, tomrummet i mit hjerte blev fyldt – det tomrum, der havde fulgt mig, siden jeg mistede min søn. Han gav mig æren af at være mor til en engel, han våger over os, og jeg ser små tegn på det i hverdagen. Martynka gav os smilet tilbage, hun er som en regnbue efter stormen for os. Kun sammen kunne vi gennemleve denne smerte og sorg og sammen vente på lykken, da vores datter blev født; jeg tror, at den gensidige støtte gav os styrke.
Jeg tænker nu over, hvorfor jeg skrev denne historie ... Efter min søns død ledte jeg efter information og støtte på nettet, og der var ikke meget. Så hvis min historie kan hjælpe nogen til at forstå, tage et skridt videre for at klare det og tro på, at der kan komme en lykkelig slutning, ved jeg, at det er rigtigt at skrive om det regnbuebarn, jeg var så heldig at føde den 19.12.2019.

Anna, mor til Natalka, Bartosz, Miłosz og Martynka

Bożena Warpas

Jeg hedder Bożena og er mor til 5 børn. To døtre – Patrycja og Wiktoria – en engel og to sønner – Piotruś og Wojtuś. Den 15. oktober har i 4 år været en meget svær dag for mig. I 2017 brast mit hjerte, og jeg følte, at jeg sank ned i en endeløs afgrund ...
Det var en helt almindelig dag. Eller ikke helt. Den 13. marts ... min navnedag og årsdagen for min mors død. Den 13., sikket et ulykkestal. Det begyndte uskyldigt med en let pletblødning. Det havde jeg også haft i min første graviditet, så jeg var ikke bekymret. Da det blev værre, ringede jeg til min mand, og vi tog på hospitalet. Som jeg allerede havde antaget, blev aborten bekræftet. Jeg skulle blive til observation. Jeg forlod hospitalet på eget ansvar, fordi jeg psykisk ikke var klar til at blive der. Det eneste, jeg mærkede, var et overvældende mørke. Det blev aften. Jeg håbede, at det hele bare var en drøm, når jeg vågnede om morgenen ... Det var det ikke. I en uge græd jeg bare. Psykisk hjalp et besøg hos min gynækolog mig meget. Han forklarede, hvad der var sket, meget lægefagligt, men også med takt, og gav grønt lys til at prøve igen. Jeg blev gravid allerede i første cyklus. Graviditeten forløb fint, vi ventede endnu en datter. Da jeg spurgte til kønnet ved den sidste scanning, viste det sig, at det blev en dreng. Jeg havde drømt om en dag at få en søn, Piotruś. Det lykkedes! Jeg tror, han fik en dobbelt dosis kærlighed fra mig, jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Han havde et stort behov for nærhed, og jeg elskede at holde om ham. Jeg bar ham i vikle stort set hver dag. Viklen blev en uadskillelig del af mit liv. Takket være den lærte jeg andre mødre, der bærer, at kende, jeg kom ud blandt mennesker og var ikke længere kun mor til mine børn, men genopdagede mig selv.
Efter én storm stod solen op for os to gange, og året efter glædede vi os igen over en positiv graviditetstest. Endnu en regnbuesøn kom til vores familie – Wojtuś! Da han var fire måneder, tog jeg uddannelsen som bærevejleder. Sådan blev bæring ikke kun min hobby, men også en livsstil. Nu er han et år, og jeg bærer ham hver dag.
Jeg håber, at vores bæreeventyr varer så længe som muligt, og at der kommer en regnbue efter stormen for alle forældre, så alle kan holde deres længe ventede barn i armene.

Emilia Burzyńska

Jeg hedder Emilia, og sammen med min mand Łukasz er vi forældre til tre små. Vores førstefødte datter Julia fylder snart 5. Fra starten ville vi gerne have 2-3 børn med lille aldersforskel.
Den første graviditet forløb fint, så da jeg blev gravid igen godt et år efter Julias fødsel, ville vi straks fortælle familien det. Jeg var dengang i uge 7 og begyndte at bløde på arbejdet. Jeg mærkede, at noget var galt. Besøget på hospitalet bekræftede min frygt. Et par dage senere beroligede lægen mig ved kontrollen med, at det sker ret ofte i første trimester og ikke behøver at betyde problemer ved næste graviditet.
Vi havde brug for lidt tid for os selv til at slappe af og få ro på følelserne. To uger senere blev Julia hos bedsteforældrene i weekenden, og vi tog alene til Szklarska Poręba for at slappe af – det var præcis, hvad vi havde brug for, og ... præcis ni måneder senere blev vores ”regnbue” Michalinka født. I første trimester var jeg meget bange for at miste igen, men graviditeten gik godt, og min datter blev født rask.
Knap to år senere kom min søn Nikodem til verden. Alle vores børn er blevet båret i vikle, men det var Michalina, der motiverede mig til at blive bærevejleder. I dag er Michalinka en ægte fars pige – det kan man se på billederne! Nu er det kun far, der nogle gange må bære hende i bæresele.
Julia, Michalina og Nikodem – de tre er hele vores verden!

Katarzyna Kustosz-Burnac

Min historie begynder enkelt ... Brylluppet, beslutningen om at få et barn, snart to streger på graviditetstesten. En lægeaftale. Lægen undersøger – alt ser ud til at være i orden. Han laver en scanning ... Et sort hul ... Brudstykker af ord ... Hjertet slår ikke ... Henvisning til hospitalet ... Risiko for sepsis ... Tag tøjet på igen ... Lægen skriver papirerne, jeg knuger vandrejournalen og har ikke kræfter til at sige et ord, tårerne løber af sig selv ... Min mand venter uden for døren, til jeg kalder ham ind for at vise ham, at ærten er blevet til en bønne med arme, ben og hoved. Jeg går ud. Lægen beder ham pakke mine ting og køre mig på hospitalet.
Det værste ved tabet var for mig, at de fleste bagatelliserede det. Det var jo bare en tidlig graviditet (Nej. For mig er det mit drømmebarn). Vær glad for, at det skete nu og ikke senere eller ved fødslen (Skal jeg være glad for, at mit barn døde tidligere i stedet for senere?). Bare rolig, du får et barn til, det skal nok gå (Jeg har ikke mistet en paraply. Jeg har mistet mit barn. Dette barn). Når du får et nyt, glemmer du det (Jeg har ikke glemt det, og jeg har fået to mere).
Efter tabet, som vi skulle bearbejde, gik der lang tid, før jeg blev gravid igen. Til sidst kom de drømte to streger og med dem et helt hav af frygt, uro, lytten efter hvert lille afvigende symptom, tælling af bevægelser, hyppige lægebesøg og hver eneste scanning. Jeg var bange for at trække vejret. Min regnbuesøn blev født i uge 35. Og så begyndte frygten for babyen ... Efter min søns fødsel måtte vi igen vente meget længe på den næste graviditet. De to streger på testen var et mirakel. En graviditet tælles i uger. Og efter et tab og en for tidlig fødsel tæller man sådan: Lad os bare holde ud til uge 13 – så falder risikoen for abort med 60 %. Lad os holde ud til uge 24 – så er babyens chancer 50/50. Lad os holde ud til uge 32 – så bliver 90 % af babyerne født så godt som raske ... Uge 36 + 1 dag – graviditeten er fuldbåren. Babyen kom til tiden. Hun blev født til tiden og var rask.
I dag har jeg to vidunderlige børn. Jeg er taknemmelig over for Gud og fantastiske læger for dem. Og til de mødre, hvis verden i dag er dækket af en sort himmel, vil jeg sige: Jeg ønsker af hele mit hjerte, at der kommer en regnbue efter stormen ... Og til de mødre, der aldrig har oplevet det, vil jeg sige: I er heldige. Andre er det ikke altid. Døm derfor aldrig frygten hos din veninde, kusine, svigerinde eller nabo. For du ved måske ikke, hvad der gemmer sig bag den frygt.

Magdalena Stwora

Der findes ingen større smerte end at miste et barn. Og det er lige meget, om barnet var et par millimeter eller en halv snes år gammelt. Vi mistede vores barn, Józia, da hun kun var 2 millimeter lang. Hun var hos os i kun en måned: den 10. april 2019 glædede vi os over, at vores familie på 2+1 ville blive større, og en måned senere, den 11. april, hørte vi de værste ord: ”Jeg beklager, men graviditeten udvikler sig ikke.” Efter mange tårer traf min mand og jeg en beslutning – vi vil prøve igen. Et halvt år efter tabet stod solen op for os igen, og den svære ventetid begyndte, fuld af frygt for den lille, millioner af tanker og nogle gange modstridende følelser. Det var ikke en let graviditet. Sygdomssæsonen, nogle dårlige nyheder og til sidst, midt i forårets pandemi, en fødsel alene. Men den 4. maj 2020 kom regnbuen efter stormen. Vores altid smilende regnbuesøn blev født. Jeremi, vores længe ventede lillebror.
Nogen vil måske sige, at det kun var 8 uger, at jeg kun var gravid i en måned. Men i den måned havde vi et barn, forestillinger om det, planer. Vi elskede det af hele vores hjerte, og jeg ved, at det vil blive der for altid. Længslen efter dette ukendte barn går aldrig over, men jeg ved, at uden alle de sorte dage ville Jeremi ikke være hos os i dag. Måske kom Józia kun til os for at gøre vores hjerter større og forberede dem på et regnbuebarn? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at vi har vores engel i himlen.

Marta Zakrzewska

Stilhed er aldrig godt (nu hvor jeg er mor, ved jeg, at stilhed altid betyder ballade), og når det er lægen, der tier, betyder det et mareridt. Det var de værste sekunder i mit liv, og så hørte jeg: ”Desværre, hjertet slår ikke.” Det var en fredag. Hvad der skete bagefter ... jeg kan ærligt talt ikke huske det. Jeg faldt ned i en afgrund, en tomhed ... Tiden gik, og jeg ventede på kontrollen om mandagen, hvor diagnosen skulle bekræftes på hospitalet. ”Du er ung. Du har stadig tid til at få børn,” sagde lægen lemfældigt. Så endnu en afgrund. Tirsdag den 19. december 2006. Jeg kan ikke huske noget. Narkose. En forfærdelig tomhed bagefter. Det var den værste jul i hele mit liv. Jeg – pigen, der altid havde elsket julen – hadede den det år. Og i mange år efter, viste det sig.

Joanna Szulc

Józef – mit dobbelte regnbuebarn, bedt for og længe ventet. Jeg vidste ikke længere, om jeg nogensinde ville få et, og han kom helt uventet til verden, faktisk ikke på det bedste tidspunkt i vores liv. Men i vores hjerter havde han været længe. Hans smil – hyppigt, fuldt af grænseløs lykke, hver gang han ser os eller sine søskende – det er ægte lykke. Han er vores solstråle efter mørket efter tabet af to bittesmå børn. Så ægte, så glad, rolig, vidunderlig. Takket være ham er jeg taknemmelig hele tiden og giver det håb, han bringer, videre.